Skip to the content

pinjekerner

Ernæring

Du finder pinjekerner i midten af madpyramiden. Pinjekerner har et højt indhold af protein, som gør din krop mæt og fungerer som kroppens byggesten til dine muskler og væv. De har også et højt indhold af ”de sunde fedtstoffer” fra planter, men derfor også et højt fedtindhold. Derfor indeholder pinjekerner meget energi, så du bør ikke spise pinjekerner i store mængder. Pinjekerner er en god kilde til vitamin A og E, som styrker dit immunforsvar. De indeholder også flere af B-vitaminerne, som hjælper din krop med at omdanne måltidet til energi. Heraf har de især et højt indhold af folat, som hjælper din krop med at vedligeholde dine røde blodlegemer og dit DNA. Pinjekerner er også en god kilde til en lang række af de nødvendige mineraler. Jern, zink, selen og fosfor hjælper din krop med at holde dit energiniveau højt, og magnesium hjælper din krop med at optagelse kalk og kan desuden hjælpe mod kramper i musklerne. Kalium og mangan styrker hhv. dit blodomløb og dit immunforsvar. Med det høje indhold af mineraler er pinjekerner et et godt næringsstof-boost og et godt tilbehør til f.eks. salater og vegetarretter. Fedtindholdet i pinjekerner hjælper desuden din krop med at optage nogle af vitaminerne fra resten af måltidet.

Anvendelse

Pinjekerner er søde og delikate og hører hjemme i mad, der smager af Middelhavet og Mellemøsten. Basilikum og pinjekerner er en klassisk duo, som forvandler sig til pesto, hvis du blender dem med hvidløg, parmesan og olivenolie. Farsretter tager også med glæde imod en håndfuld pinjekerner. F.eks. græske vinbladsdolmer med ris og hakket lammekød. Drys pinjekerner i tærter eller salater. Eller nyd dem i retter med kylling eller i desserter. Rist pinjekerner let på en pande først. Varmen skruer op for deres søde smag og giver ekstra knas i maden. Den diskrete og søde nøddesmag går også godt til ost.

Opbevaring

Pinjekerner bør opbevares tørt og mørkt, f.eks. i en tætsluttende beholder eller pose i dit køkkenskab. Opbevar aldrig nødder, kerner og frø i direkte sollys. Du kan med fordel opbevarer dem i fryseren, det forlænger holdbarheden.