Skip to the content

Spar 25% på dit klimaaftryk

Du kan spare 25 % af dit klimaaftryk ved at spise efter Madpyramiden. Hvis du i forvejen spiser meget fra bunden af Madpyramiden, så vil du spare mindre. Hvis du spiser meget kød og ost fra toppen af Madpyramiden, så vil du kunne spare mere end 25 % på dit klimaaftryk.

Vi har beregnet de 25 % ved at sammenholde mængden af fødevarer i Madpyramiden med en danskers gennemsnitlige kost. Vi har brugt den seneste udgave af de nationale kostundersøgelser fra DTU, som den vigtigste kilde og suppleret med data fra Danmarks statistik.

Den seneste nationale kostundersøgelse fra DTU har ikke tal på danskernes kost fra de seneste år. I Coop har vi selv nye tal, der tyder på, at dansker køber, og dermed også spiser, lidt mindre kød. Derfor kan fordelen på 25 % ved at spise efter Madpyramiden være lidt mindre. Så vi er tilsyneladende i gang med at tage et skridt i den rigtige retning hen mod at spise til gavn for sundheden og klimaet.

Det er dr. Agro Henrik Saxe fra Mindful Food Solutions, der har stået for at gennemføre beregningerne for Coops Madpyramide i samarbejde med Coops ansvarlighedsafdeling.

................................................................................................................................................................................................

Udgave af Madpyramiden, som viser, hvor stor en procentdel du skal spise fra hvert lag for at spise en sund kost.

Spis mest fra bunden, mindre fra midten og mindst fra toppen.

Arealet af top, midte og bund illustrerer, hvor meget du bør spise. Arealet af toppen af Madpyramiden udgør kun ca. 14 %, så derfor bør kød og ost indgå i små mængder. Bunden udgør til gengæld hele 51 %. Godt halvdelen af din kost skal altså komme fra bunden. Inden for hvert niveau ligger de mest klimabelastende fødevarer i toppen. Derfor er det røde kød i toppen af det øverste lag og ris i toppen af det midterste lag.

Jo længere, du bevæger dig fra toppen og ned i Madpyramiden, jo mere kan du spare klimaet for den CO2, der kommer fra din mad.

Et kilo oksebøffer belaster klimaet mindst 20 gange mere end et kilo kartofler (kilde Concito). Derfor er den røde bøf i toppen af madpyramiden og grøntsagerne i den brede bund.