B5-vitamin – pantotensyre
Hvorfor er det vigtigt at få B5-vitamin?
Din krop bruger B5-vitamin til at lave den mad, du spiser, om til brændstof og byggesten i din krop.
Vitaminet er altså med til at sørge for, at du har energi til at bevæge dig, til at dit hjerte kan slå og din hjerne fungere.
Kroppen bruger også B5-vitamin til at lave hormoner med og til at vedligeholde dit nervesystem.
B5-vitamin hedder også pantotensyre.
Hvad skal jeg spise for at få B5-vitamin?
Du får B5-vitaminer fra rigtig mange forskellige madvarer, både animalske og fra planteriget. De største kilder til B5-vitamin er kød og indmad.
Du får fx B5-vitamin fra disse animalske madvarer:
- kød
- fisk
- lever
- mælk
- æg
Og fra disse madvarer fra planteriget:
- korn
- pasta
- ris
- brød
- havregryn
- morgenmadsprodukter lavet på korn
- gær
- bælgfrugter
- linser
- frugt
- grøntsager
................................................................................................................................................................................................
Kan jeg få for lidt B5-vitamin?
Ja, du kan godt få for lidt B5-vitamin. Men det er meget sjældent, vi ser det hos raske danskere.
Vi får generelt dækket vores behov for vitaminet gennem vores mad, fordi B5-vitamin findes i så mange helt almindelige fødevarer.
Hvis du vælger at undvære kød i din kost, kan du i stedet hente B5-vitaminerne ved at spise masser af fuldkorn, bælgfrugter og linser. På den måde er du sikker på, at du får nok B5-vitamin.
De sjældne symptomer kan fx opstå, hvis du lider af anoreksi, har et alkoholproblem eller anden sygdom. Manglen viser sig ved:
- depression
- træthed og mathed
- hovedpine
- diarré
- svimmelhed
- muskelsvækkelse
- nervebetændelse
Kan jeg få for meget B5-vitamin?
Både ja og nej. Du kan ikke spise for meget B5-vitamin gennem helt almindelig mad.
Hvis du spiser for meget B5-vitamin via kosttilskud, kan du opleve at få diarré. Din krop vil nemlig automatisk forsøge at skylle de store mængder ud via din urin og afføring.
Som det ser ud lige nu, er der ikke nogen studier, der viser, at det kan være farligt på sigt at få meget B5-vitamin.
For en sikkerheds skyld bør du dog holde dig til de daglig anbefalede mængder, hvis du tager kosttilskud. Medmindre det er ordineret af en læge selvfølgelig.
................................................................................................................................................................................................