Vitaminer
Hvad er vitaminer?
Vitaminer er stoffer, som kroppen skal bruge for at fungere. Vitaminerne bliver fx brugt til dit syn, i immunforsvaret, til at vokse og til at danne blod med.
Kroppen kan ikke selv lave vitaminer. Derfor skal vi have dem gennem vores mad.
Der er vitaminer i nærmest alle fødevarer. I nogle madvarer finder du meget C-vitamin, fx i appelsiner, mens du eksempelvis får D-vitamin fra fede fisk.
Derfor bør du spise varieret. Så får du nemlig dækket din krops behov for alle vitaminerne. At spise varieret betyder, at du spiser en masse forskelligt i løbet af en uge.
Spiser du efter Madpyramiden, får din krop alle de vitaminer, den har brug for (dog undtaget D-vitamin i vinterhalvåret).
Oversigt: Hvor finder jeg vitaminerne?
I oversigten nedenfor kan du læse, hvilke vitaminer du især finder hvor.
Mad |
Vitaminer |
Grøntsager, bær og frugter | C- og E-vitamin |
Røde og gule frugter og grøntsager | A-vitamin |
Mørkegrønne grøntsager | K-vitamin og B9/folat (folsyre) |
Kartofler | B1, B6 og C-vitamin |
Fuldkornsprodukter | B-vitaminer |
Mælk og mejeriprodukter | B- og E-vitaminer |
Ost | D-vitamin |
Fisk | D-, A-, B9/folat (folsyre) og B6-vitamin |
Kød og fjerkræ | B-vitaminer (B12-vitamin) |
Æg | D- og E-vitamin |
Lever | A-, B2, B9/folat (folsyre) og K-vitamin |
Vegetabilske olier, nødder, frø og kerner | A- og E-vitamin, niacin og folat |
Nogle vitaminer kan komme på lager, andre kan ikke
Der findes 2 typer vitaminer: de fedtopløselige (A-, D-, E- og K-vitamin) og de vandopløselige (B- og C-vitamin).
Fedtopløselige vitaminer kan komme på lager
De fedtopløselige vitaminer kan kroppen holde på og gemme til senere. Dem behøver vi derfor ikke få hver dag.
De fedtopløselige vitaminer findes primært i fed mad og kan kun optages i kroppen via det fedt, vi har spist.
Kroppen har altså også brug for, at vi spiser en vis mængde fedt, ellers får vi ikke de fedtopløselige vitaminer. Det er blandt andet derfor, du finder olie i toppen af Madpyramiden.
Vandopløselige vitaminer ryger ud gennem urinen
De vandopløselige vitaminer kan kroppen ikke komme på 'lager'. Det betyder, at hvis du spiser mere, end din krop skal bruge, ryger det overskydende vitamin ud igen med urinen.
Derfor skal vi have C- og B-vitaminer i kosten hver dag.
Langt de fleste, som spiser en sund varieret kost, får dækket deres behov for C- og B-vitaminer.
................................................................................................................................................................................................
Hvad bruger kroppen vitaminer til?
Læs eksempler på nogle af de vigtigste opgaver, de forskellige vitaminer har i din krop.
- A-, D-, K- og C-vitamin opbygger og vedligeholder dit skelet, musklerne, slimhinder og huden.
- B-vitaminer er med til at lave kulhydrater, proteiner og fedt fra maden om til brændstof. Brændstoffet bliver bl.a. brugt til bevægelse, tanker og vedligehold af kroppen.
- K-vitamin hjælper blodet med at størkne.
- B12-vitamin danner blodlegemer.
- C- og E-vitamin bruges i dit immunforsvar og er med til at holde dig rask.
- Folat, B12, og A-vitamin er med til at styre gener og vækst.
- A-vitamin er nødvendigt for synet.
Kan jeg få for mange vitaminer?
Det er tæt på umuligt at spise for mange vitaminer fra en almindelig kost. Men kosttilskud, især i megadoser, kan forgifte din krop.
Akut forgiftning af kosttilskud kan give forstoppelse og mavesmerter. Et for stort indtag af bestemte vitaminer over længere tid kan fx give kroniske skader på lever og nyrer, give føleforstyrrelser og øge din risiko for kræft.
Rådfør dig derfor altid hos din læge eller diætist, før du begynder at tage doser af kosttilskud, som dækker mere end 100 procent af din krops daglige behov.