Skip to the content

Jod

Der er jod i næsten al mad – dog i små mængder. Vi får størstedelen af vores daglige jod fra bl.a. mejeriprodukter, fisk og skaldyr – og jodberiget bordsalt.

Hvorfor er det vigtigt at få jod?

Jod er et vigtigt mineral, som bliver brugt i din skjoldbruskkirtel (der sidder på forsiden af halsen) til at lave hormoner med.

Din krop bruger bl.a. jod og hormonerne til dit stofskifte, til at opbygge væv og lave den mad, du spiser, om til brugbart brændstof i kroppen.

Hvad skal jeg spise for at få jod?

Stort set al mad og alle drikkevarer indeholder små mængder jod.

Vi får dog størstedelen af vores daglige jod fra mejeriprodukter, fisk, skaldyr, tang, æg, drikkevand og jodberiget bordsalt.

................................................................................................................................................................................................

Kan jeg få for lidt jod?

Ja, du kan godt få for lidt jod.

I Danmark er vi generelt godt dækket ind i forhold til jod, bl.a. fordi det meste salt er tilsat jod.

For at komme struma til livs har vi i Danmark beriget bordsalt med jod siden år 2000 – det har medført et fald i antallet af personer, der får sygdommen.

Ved jodmangel kan du få sygdommen struma, hvor skjoldbruskkirtlen bliver forstørret og ikke længere er i stand til at danne den nødvendige mængde skjoldbruskkirtel-hormoner.

Symptomer på sygdommen struma:

  • vægtstigning
  • træthed
  • kuldefornemmelse

Kan jeg få for meget jod?

Du kan ikke spise dig til for meget jod gennem helt almindelig mad.

Tager du et kosttilskud, så tag aldrig mere end den anbefalede daglige dosis, medmindre du har fået det ordineret af en læge.

For store doser jod kan nemlig hæmme dannelsen af hormoner i skjoldbruskkirtlen, og så får du faktisk de samme symptomer, som hvis du havde haft jodmangel.

Overdosering af jod kan især være skadeligt for dig, som er er gravid eller ammer.

................................................................................................................................................................................................

Læs mere