Mælkeprodukter
Mælkeprodukter er en god kilde til bl.a. kalk og B-vitaminer
Mælkeprodukter er en god kilde til calcium – i daglig tale kalk. Mælkeprodukter giver også med andre mineraler som fosfor, jod og vitaminerne B2 og B12.
Mælkeprodukter er også gode kilder til protein, men kan dog også indeholde en del fedt, så husk at vælge de magre.
Hvor mange mælkeprodukter bør jeg spise?
Spis eller drik en kvart liter mager mælk og/eller surmælksprodukt om dagen. Børn kan supplere med 10 gram ost (halv skive) og voksne med 20 gram ost (hel skive).
Husk, at mælk der fx indgår i madlavningen også tæller med.
Hvis du spiser ost, så vælg friskost som fx hytteost frem for skæreost. Det er bedre for klimaet.
En kvart liter mælkeprodukter svarer til:
- En portion havregryn/morgenmadsprodukt med mager mælk
Eller:
- Et halvt glas mælk og en ostemad
Eller:
- En portion magert surmælksprodukt
- To kopper kaffe med mælk
- Dressing/dip af fromage frais/kvark eller skyr
Eller:
- En skive fuldkornsbrød med hytteost
- Et halvt glas mælk
- En skive rugbrød med mager smøreost
- En stor kop te med mælk
Hvilke mælkeprodukter bør jeg vælge?
Vælg de magre produkter, det vil sige med maksimum 0,7 gram fedt pr. 100 gram.
Det er fint at variere mellem mælk og surmælksprodukter, men det er også fint kun at drikke mælk eller spise et surmælksprodukt.
Når du vælger mælkeprodukter, så kig efter Nøglehullet. Så er du sikker på at få et produkt med et lavt indhold af fedt og sukker.
Mange frugtyoghurter indeholder meget sukker. Så vælg en naturel yoghurt, og tilsæt eventuelt selv frisk frugt.
Vær opmærksom på kalk, hvis du ikke spiser mælkeprodukter
Du kan også få også calcium fra andre fødevarer end mælkeprodukter, som for eksempel grønne grønsager som spinat og grønkål, bønner, nødder, sardiner og fuldkornsprodukter som havregryn.
Hvis du slet ikke drikker mælk eller spiser mælkeprodukter, skal du sætte dig grundigt ind i, hvordan du får nok calcium fra andre fødevarer.
Det kan være svært at nå op på de anbefalede mængder uden mælkeprodukter.
................................................................................................................................................................................................
Er mælkeprodukter klimavenlige?
Mælkeprodukter har forskellige klimaaftryk. De mælkeprodukter, som har det mindste klimaaftryk, er mælk og kærnemælk. Klimaaftrykket fra disse produkter er 1-2 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare* **.
Klimaaftrykket fra yoghurt, ymer, tykmælk og lignende er næsten det samme som for mælk. Her ligger klimaaftrykket på omkring 2 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*.
Klimaaftrykket fra skyr er dog noget højere og ligger på omkring 4 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*. Dette skyldes det høje proteinindhold, hvilket kræver en større mængde mælk i fremstillingsprocessen. Det samme princip gør sig gældende for fløde og creme fraiche. Her er det bare det høje fedtindhold, der kræver store mængder mælk. Klimabelastningen fra fløde og creme fraiche ligger som for skyr på ca. 4 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*.
Friskost har et klimaaftryk på lidt under 3 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*. Det er således et godt alternativ til faste skæreoste, som generelt har et klimaaftryk på 12 kg CO2-ækvivalenter pr. kg råvare*.
*Henrik Saxe, 2019. LCA-beregner
**CONCITO
Er plantedrikke også mælk?
Plantedrikke er ikke mælk. Deres sammensætning er meget forskellig fra mælk. Desuden kan plantedrikkenes sammensætning være meget forskellig fra produkt til produkt. Nogle er tilsat calcium – andre er ikke.
I forhold til børn, så anbefaler Fødevarestyrelsen at begrænse mængden af plantedrikke, da soja indeholder små mængder af østrogenlignende stoffer og risdrik indeholder en smule arsen.
................................................................................................................................................................................................